“- 300 meter poesi!- 3000 fod af Shakespeare! ”De fleste af os filmhistorikere skal være bekendt med denne linje.Dette var, hvordan højt sindede journalister plejede at bespotte biografens tidlige forsøg på litterære tilpasninger.I 1910'erne blev det taget for givet, at der i poesiens og kunstriget ikke er plads til tal og foranstaltninger.Ironisk nok synes de, der plejede at sige dette, at glemme, at hvad der gør poesi anderledes end prosa er brugen af ​​metriske former for tale, så fødder og meter er lige så relevante for Shakespeares arbejde som Shakespeares troper og Shakespeares karakterer .... I versstudier, lærde tæller stavelser, fødder og stress;i filmundersøgelser, vi time shots."Hvis jeg bruger et ord, ville jeg være nødt til at sige timing," sagde Chuck Norris i en nylig samtale til ABC's Nightline, hvor han svarede på, hvilken egenskab der vandt ham seks karate-verdenstitler."Timing, jeg tror, ​​var min vigtigste ting. Jeg var i stand til at finde ud af timingen til at lukke kløften mellem min modstander og mig selv og bevæge mig tilbage, og det var, jeg tror, ​​nøglen."Meget som kampsport, eller som poesi og musik, er biograf kunsten at timing.Dette forklarer, hvorfor filmskabere som Abel Gance eller Dziga Vertov tidligt i 1920'erne, eller som Peter Kubelka eller Kurt Kren i 1960'erne ikke kun tællede rammer ved redigering, men også tegnet detaljerede diagrammer og farvekort for at visualisere rytmen ideres fremtidige film.Dette forklarer også, hvorfor et antal forskere, der er interesseret i filmstilenes historie (som Barry Salt i England, David Bordwell og Kristin Thompson i USA eller Charles O'Brien i Canada) tæller skud og tidsfilmlængder for at beregne de gennemsnitlige skudlængderaf filmene og / eller bruger disse data i deres undersøgelse.